The Making of the New Martyrs of Russia. Soviet Repression in Orthodox Memory

Tilintetgørelsen af den russisk‐ortodokse kirke var et erklæret mål for den sovjetiske stat. Under Stalins Store Terror 1937‐38 slog staten mere end 100.000 russisk‐ortodokse præster ihjel. 

Derfor har den ortodokse kirke siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991 aktivt erindret de sovjetiske forfølgelser, æret ofrene og helgenkåret 1776 af dem.

Den russiske stat har derimod siden Sovjetunionens sammenbrud forholdt sig passivt til erindringsarbejdet. Præsident Vladimir Putin har inkluderet den sovjetiske periode i en positiv fortælling om Ruslands fortid. Karin Hyldal Christensens ph.d.‐afhandling viser, at den russiske stat og kirke knap 25 år efter Sovjetunionens sammenbrud har indgået et uofficielt kompromis. Patriark Kirill har i en russisk identitetsdeklaration fra slutningen af 2014 anerkendt, at Sovjetunionen var andet og mere end blodig tvangskollektivisering og Gulag. Den russiske revolution var drevet af en stræben efter retfærdighed, og Sovjetunionen var præget af solidaritet, udtalte patriarken. 

I august 2015 kvitterede premierminister Medvedev med en ny handlingsplan, der skal sætte de sovjetiske forfølgelser på skoleskemaet og på museum. Den russiske stat kan kun indtage en ledende global rolle, hvis den ihukommer de millioner af sovjetiske borgere, som staten forfulgte, forklarede Medvedev.

Ph.d.‐afhandlingen ”The Making of the New Martyrs of Russia” undersøger tilblivelsen af de 1776 nye martyrer fra sovjettiden og ser kirkens intense erindringsarbejde som en måde, hvorpå den bearbejder russernes tunge fortid. Afhandlingen påviser, at få russere i dag har kendskab til de nye martyrer. Under slutfirsernes perestrojka og glasnost var mange russere lidenskabeligt optaget af at diskutere sovjettidens forbrydelser. I 1990’erne bekymrede russerne sig mere om den daglige overlevelse under den nye junglekapitalisme. I dag er det kritiske blik på sovjettiden afløst af en nostalgisk drøm om Sovjetunionens storhed og sociale retfærdighed. Afhandlingen konkluderer, at der er en sammenhæng mellem kirkens opblødning af sin
fordømmelse af sovjettiden og statens anerkendelse af sit ansvar for erindringen af sovjettidens forfølgelser.

Hvis den russiske stat sætter handling bag sin plan, vil det officielle Rusland omsider kunne se sin komplekse historie i øjnene.